Den 31. august har du mulighed for at blive klogere på, hvordan du markedsfører din virksomhed på Facebook, når den unge Facebook-komet Mads Paaskesen gæster Stevns Erhvervsråd til arrangementet “Facebook – forstyrrende forum eller fed forretning?”. Mads er en af personerne bag det succesfulde Facebook bureau Pl & Partners, som er så gode til at bruge kanalen til markedsføring, at Facebook headhunter dem til at være gæstetalere for de største Facebook-annoncører i England.

Facebook er verdens største sociale medie, og i dag har 3,4 millioner danskere en aktiv profil på Facebook, hvilket vil sige, at platformen er blevet en stor del af mange menneskers hverdag. Som virksomhed kan du derfor have stor glæde ved at markedsføre dig på Facebook, hvor der er mange muligheder for at vise annoncer for netop den målgruppe, som du ønsker at komme i kontakt med. Samtidig er det nemt at se og måle resultaterne af de kampagner, du kører.

Den 31. august får du mulighed for at lære nogle af de mange muligheder for markedsføring bedre at kende, når Mads Paaskesen fra PL & Partners gæster Stevns med oplægget “Facebook – forstyrrende forum eller fed forretning?”.
På arrangementet deler Mads ud af sin store viden og indgående erfaring med markedsføring via Facebook, og du kan bl.a. blive klogere på de forskellige annonceringsmuligheder, der findes: Hvornår giver det mening at bruge de forskellige annoncetyper, og hvordan laver du effektive opslag og annoncer, som booster dit salg og øger trafikken til dit website?

Udvalgt af Facebook

Siden handelsskolen har Mads Paaskesen og Kristian Larsen bygget webshops fra bunden, og de har med stor succes brugt Facebook til at markedsføre deres produkter. Deres store interesse og erfaring indenfor annoncering på Facebook resulterede i, at de i januar 2015 grundlagde Facebook bureauet PL & Partners. Her hjælper de store og små virksomheder med at øge omsætning og website-trafik gennem annoncering på Facebook, og de er så gode til det, at bureauet lynhurtigt er vokset ud af garagen til et kontor med syv mand i Den Hvide By i Køge.

Makkerparret kan i sandhed kalde sig for eksperter indenfor området, for allerede to måneder efter stiftelsen af PL & Partners fik de en helt særlig invitation fra Facebook. De var blevet udvalgt til at deltage i Facebooks første officielle Bootcamp Event, hvor kun de bedste Facebook annoncører fra Europa blev inviteret. Sammen med 90 andre annoncører blev de undervist i Facebooks annoncerings-værktøjer, og de blev indviet i Facebooks algoritme, som er den, der bestemmer, hvor meget dit Facebookindhold bliver vist.

Efter to gange at have deltaget i Facebooks særlige arrangementer, blev den tredje tur til Facebooks hovedkontor i Dublin på nogle lidt anderledes vilkår – nu var bureauet nemlig inviteret som gæstetaler for de største Facebook-annoncører i England.

Tilmelding til arrangement

Arrangementet foregår 31. august kl. 17.30-19.30 i Tinghuset, Algade 8, 4660 Store Heddinge.

Det koster 50 kr. at deltage i arrangementet, som går til forplejning.

Tilmeld dig på https://billetto.dk/facebook-markedsfoering

Der er et begrænset antal pladser til arrangementet, som fordeles efter først til mølle princippet.