Et leverandørnetværk skal gøre det lettere for lokale virksomheder at komme i spil som leverandører til havmølleparken Kriegers Flak. Leverandørnetværket bliver etableret onsdag d. 7. september kl. 9-17 i Kultunariet i Haslev.

Opførelsen af havmølleparken Kriegers Flak skaber mange muligheder for de virksomheder, der ønsker at blive leverandører til projektet. Installationsfasen alene forventes at skabe flere end 300 jobs, mens driften forventes at skabe omkring 125 jobs i de efterfølgende 25 år. I november bliver det afgjort, hvem af de syv prækvalificerede konsortier, der skal opføre havmølleparken på Kriegers Flak, og først derefter bliver servicehavnen udvalgt. Der er dog en realistisk chance for, at servicehavnen kommer til at ligge i Region Sjælland. Derfor forbereder både Stevns-, Faxe-, Vordingborg- og Guldborgsund Kommune sig på at kunne servicere Kriegers Flak.

– Opførelsen af Kriegers Flak vil betyde mere omsætning og flere arbejdspladser i de virksomheder, som bliver tilknyttet som leverandører, ligesom det vil have en afsmittende effekt på resten af erhvervslivet, især hvis Rødvig bliver valgt som servicehavn. Derfor håber vi, mange af kommunens virksomheder har lyst til at indgå i et erhvervsnetværk, så de kan blive bragt i spil som leverandører, siger Erhvervschef Thomas Christensen fra Stevns Erhvervsråd.

Erfaringer viser, at et erhvervsnetværk er et godt redskab, da netværk fungerer som et talerør for kunderne. Dermed får kunderne et såkaldt one-point-of-contact, altså ét sted de henvender sig, uanset om de har brug for en håndværker, et hotel eller en ingeniør.

Bliv en del af netværket

Offshoreenergy.dk har før dannet lignende erhvervsnetværk og inviterer i samarbejde med Stevns-, Faxe-, Vordingborg- og Guldborgsund Kommune og Region Sjælland til etableringen af Kriegers Flak netværket. Mødet er for alle, der har interesse i at blive leverandør og dermed indgå i et leverandørnetværk.

Dagen byder på en række interessante indlæg om formålet med netværket, forventningerne og mulighederne i servicefasen. Derudover deler Finn K. Pedersen sine erfaringer og anbefalinger fra et allerede eksisterende netværk. Sidst på dagen vælger Kriegers Flak netværket sin styregruppe for etableringsfasen.

Mødet finder sted onsdag d. 7. september kl. 9-17 i Kultunariet, Festsalen, Søndergade 12a, 4690 Haslev.

Har du ikke deltaget i nogle af de tidligere møder, kan du få en introduktion til offshore vind, havvindmølleparken, komponenter, leverandørforhold og vilkår samme dag kl. 7:30-9.30.

Det er gratis at deltage, men ved uanmeldt fravær er der en no-show fee på 600 kr.

Tilmeld dig ved at klikke her, hvor du også kan se programmet for hele dagen.

Har du spørgsmål til arrangementet, så kontakt Louise Brorsen Hinrichsen på lh@offshoreenergy.dk eller tlf. 26 12 96 09.