Uge 46 er hele landets iværksætter- og vækstuge, og derfor inviterede Stevns Erhvervsråd til et netværksarrangement med fokus på disruption. Torsdag d. 17. november mødte knap 40 erhvervsdrivende op for at høre tre inspirerende oplægsholdere dele ud af deres erfaringer.

Hvert år sætter iværksætterugen, også kendt som Global Entrepreneurship Week, fokus på relevante emner for erhvervslivet, der fremmer entreprenørskab og vækst. Årets tema er digitalisering, hvilket åbner op for en masse nye markeder og muligheder, der kan forstyrre de rammer og strukturer vi kender – altså disrupte markedet.

Stevns Erhvervsråd havde derfor inviteret tre oplægsholdere, der alle har disruption helt inde under huden, til at sætte fokus på, hvordan man kan arbejde med disruption i sin hverdag.

Disruption v/Nils Hall Torgersen

ntt-gew-disruption-nilshalltorgersen

Vækstkonsulent Nils Hall Torgersen

Vækstkonsulent Nils Hall Torgersen fra Væksthus Sjælland har over 25 års erfaring med forretningsudvikling, og gav flere eksempler på, hvordan teknologien disrupter markedet. Han tog blandt andet fat i byggebranchen, hvor det i fremtiden bliver muligt at 3D-printe huse fremfor at bygge dem på traditionel vis.

– Man har allerede 3D-printet huse, så det er noget, der kommer og indtager markedet. Det betyder, at der i fremtiden vil være brug for færre håndværkere og entreprenører. Der vil jo altid være nogle, der vil have bygget et ’håndlavet’ hus, men det bliver en niche, forklarede Nils Hall Torgersen, der også bringer andre eksempler i spil såsom at revisorerne bliver erstattet af computerprogrammer, og at pizzabuddet bliver erstattet af robotter.

– Det er sjældent folk, der allerede er i branchen, der går ind og disrupter den. Ofte er det nogle udefra, der får en idé, som skaber nogle helt nye muligheder og markeder indenfor en branche. På den måde kan disruption komme helt uventet for dem, der er i branchen, forklarede Nils Hall Torgersen.

Virksomhed disrupter energi- og telemarkedet v/Asger Trier Bing

ntt-gew-disruption-asgertrierbing

CEO Asger Trier Bing via Skype

Derefter var der direkte skype-forbindelse til aftenens anden oplægsholder, der i øjeblikket befinder sig i Kenya. Asger Trier Bing er serie-entrepreneur, og har blandt andet været medstifter af den innovative virksomhed Lendino, der kalder sig fremtidens lånemarked. Asger har en stor passion for, hvordan teknologi kan løse nogle af verdens store problemer.

Asgers nyeste projekt handler om at mindske antallet af mennesker uden elektricitet i de fattige lande, og derfor har han startet virksomheden M-PAYG, som tilbyder et produkt, der er nyskabende indenfor måden at tænke energi-markedet på.

– Mobile-Pay As You Go er et produkt, hvor kunden får en pakkeløsning, der indeholder et solpanel, et batteri og en controller. Hver måned kan kunden via SMS betale for en måneds strømforbrug på deres solpanel, og får tilsendt en kode, de skal taste ind på controlleren, der derefter aktiverer solpanelet, forklarede Asger.

Hver gang kunden betaler for at kunne bruge sit lille elværk afbetaler de samtidig på solpanelet, batteriet og controlleren. Når kunden har brugt sit elværk nok, vil det til sidst tilhøre kunden selv. Således kan Asger tilbyde en rigtig billig løsning på vedvarende energi til de mennesker, der i dag ikke har råd til strøm. De betaler og får kun strøm, når de har råd til det, og de binder sig ikke til noget.

Denne pakkeløsning er opstået på baggrund af en masse research, hvor Asger, sammen med de andre medstiftere af virksomheden, har besøgt rigtig mange potentielle kunder i Kenya. De har lyttet til deres behov og ud fra det skabt et produkt, der revolutionerer den måde man i dag køber el.

Erfaringer og oplevelser med disruption v/Birger Hauge

ntt-gew-birgerhauge

CEO Birger Hauge

Administrerende direktør i Zibra InQvation Birger Hauge arbejder til dagligt på en arbejdsplads, hvor lige netop nytænkning og innovative idéer får lov at blomstre.

– Zibra InQvation er en digital lege- og læreplads – et digitalt frikvarter, der kan skabe banebrydende innovation, forklarer Birger, der hele livet har arbejdet i en verden, hvor forandringerne og den teknologiske udvikling går så hurtigt, at man næsten ikke opdager udviklingen før den er sket.

Birger fortalte om de første computere, som ingen troede ville blive til noget – computere der var 2 meter høje og kunne rumme 30 sekunders video til i dag, hvor vi har elbiler, der kan køre uden at chaufføren behøver styre bilen.

Teknologien har gang på gang disruptet markederne, og mange arbejdspladser er blevet afløst af smarte maskiner og computersystemer. Disruption tager mange arbejdspladser, men skaber også nogle nye.

– Vi skal nok regne med at fremtidens arbejdspladser ser noget anderledes ud end i dag. De job og uddannelser der kommer til at være i fremtiden vil se noget anderledes ud, forklarede Birger.

Paneldebat

Den afsluttende paneldebat blev styret med hård hånd af erhvervschef Thomas Christensen, og deltagerne spurgte blandt andet Nils Hall Torgersen og Birger Hauge ind til, hvordan de som erhvervsdrivende skal håndtere disruption i dagligdagen.

Et af deres råd var, at de erhvervsdrivende ikke skal være bange for udviklingen og teknologien, men derimod være nysgerrige og tænke i muligheder. Selvom man ikke er den første til at udtænke de nye idéer, så kan man sagtens nå at ride med på bølgen, når nye idéer introduceres og afprøves.

ntt-gew-disruption-panel