OBS: Koncerten er udsolgt!

Den 1. søndag i advent venter der en oplevelse ud over det sædvanlige, når nogle af Stevns allerbedste musikere optræder til en fælles velgørenhedskoncert til fordel for Store Heddinge Kirkes julehjælp.

Der noget for enhver smag – både klassiske og rytmiske numre – når 16 lokale kunstnere optræder i Store Heddinge Kirke d. 29. november kl. 14-16.

Idéen til koncerten opstod i styregruppen for Store Heddinge handelscentrum, og gennem den sidste måned er der blevet arbejdet på højtryk for at blive klar til velgørenhedskoncerten.

– I udviklingsgruppen for Store Heddinge fik vi den idé at arrangere en julekoncert baseret på frivillighed, hvor overskuddet fra entreindtægten skal gå til julehjælp til trængte familier. Derfor inviterede vi et bredt udsnit af musikere, der enten er bosiddende på Stevns eller har stærke relationer til Stevns til et møde om denne ide. Det var en meget stor glæde på mødet at opleve den store begejstring, der var for et sådan arrangement, hvilket nu har ført til, at denne anderledes, men fantastisk spændende koncert realiseres i St. Heddinge kirke, fortæller Borgmester Mogens Haugaard, der er en af ophavsmændene til idéen sammen med Stevns Erhvervsråd og Store Heddinge Handelstandsforening.

Blandt de optrædende er bl.a. den anerkendte fløjtenist Tine Karlshøj, der startede sin musikalske rejse på Stevns Musikskole. Hun er sidenhen uddannet fra Musikhögskolan i Malmö og det Jyske Musikkonservatorium, og i dag spiller hun bl.a. med Århus Symfoniorkester og Malmö Operaorkester. Til koncerten optræder Tine bl.a. sammen med den unge talentfulde pianist, Andreas Sørensen, der kommer fra Rødvig og er i gang med uddanne sig på det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Et mere rytmisk indslag kommer fra en af Stevns’ nyeste beboere, den populære sangerinde Sys Bjerre, som giver et par numre med pianisten Christian Connie. Derudover byder koncerten på musikalske indslag fra sangerinden Agnes Bjerregaard, rock-duoen FAVN, pianisten David Lau Magnussen, sangerinden Lene Vestergård, violinisten Anna Bernstein, pianisten Birgit Pedersen, oboisten Ulla Kellermann, organisten Jesper Gammelgaard, organisten Vibeke Vanggaard og Peter Henrik Tesdorpf og Carl Otto Andersen på horn.

I anledningen af julens komme vil koncerten også byde på et par fælles julesange.

Hjælp til at fejre julen

Alle musikere spiller frivilligt til koncerten, hvilket betyder at indtægterne fra koncerten går ubeskåret til Store Heddinge Kirkes julehjælp. Julehjælpen går til mindrebemidlede borgere i sognet – både unge, gamle, familier og enlige, som får et tilskud på mellem 500-1500 kr. fra kirken til at kunne fejre jul.
Interesserede kan søge julehjælpen ved at henvende sig på kirkekontoret eller ved at kontakte kirkekontoret på kirkekontor@storeheddingekirke.dk eller tlf. 5650 3025

Borgmester Mogens Haugaard håber, at mange har lyst til at støtte op om koncerten, så flere mennesker har mulighed for at få glæde af julehjælpen i år.

– Kom og få en uforglemmelig oplevelse i Sankt Katarina Kirke, hvor musikere med et meget højt fagligt niveau vil give dig en uforglemmelig oplevelse, lyder opfordringen fra borgmesteren.

Efter koncerten er der rig lejlighed for at fortsætte dagen i Store Heddinge by, når handelsstandsforeningen holder julemarked, og juletræet tændes.

Køb af billetter

En billet til koncerten koster 100 kr., mens den for børn under 13 år er gratis.

Gløgg og æbleskiver kan forudbestilles, så serveringen står klar, når pausen begynder.

Du kan se programmet og købe biletter til koncerten via nettet på billetto.dk/velgoerenehedskoncert

Billetter kan også købes på Stevns Erhvervsråds kontor i Tinghuset, Algade 8, 4660 Store Heddinge, der har åbent mellem 9-16 på hverdage.

Medmindre alle billetter sælges på forhånd, vil det også være muligt at købe billetter ved indgangen til koncerten.

For spørgsmål, kontakt kommunikationskonsulent i Stevns Erhvervsråd Signe Kjærbølling på tlf. 24 76 40 01 eller på signe@stevnserhvervsraad.dk.