Den 20. november inviterer Stevns Erhvervsråd til arrangementet ”Produkt + Oplevelse = Merværdi”. Fokus er på de stevnske virksomheders mulighed for øget omsætning ved at knytte oplevelser til deres produkter, efter Stevns Klint i juni måned blev udnævnt til Unesco verdensarv.

Med arrangementet ”Produkt + Oplevelse = Merværdi” vil deltagerne blive klogere på, hvad det betyder for Stevns’ erhvervsliv, at Stevns Klint er blevet udnævnt til Unesco verdensarv, samt hvordan virksomheder – også dem, der ikke er inden for turistbranchen – kan få udbytte af den ekstra opmærksomhed, som Stevns vil opleve i de kommende år.

 

Udnævnelsen af Stevns Klint som verdensarv er en gave for erhvervslivet i Stevns Kommune, men kunderne kommer ikke af sig selv. Derfor skal vi i erhvervslivet gøre en ihærdig indsats for at udnytte de muligheder, som den ekstra opmærksomhed omkring Stevns skaber. I den sammenhæng er det oplagt at arbejde med, hvilke oplevelser vi tilbyder de folk, der besøger Stevns, forklarer erhvervschef Thomas Christensen om baggrunden for arrangementet.
Arrangementet finder sted torsdag den 20. november kl. 16:30-20:30 hos Skandinavisk Jura-Kalk, Bredløkkevej 12, 4660 Store Heddinge.

Oplægsholdere

Naja Habermann, site-manager for Stevns Klint, vil fortælle om, hvordan verdensarven kan påvirke erhvervsudviklingen. Derefter vil Jesper Zeihlund fra Center for oplevelsesøkonomi på RUC indvie deltagerne i, hvordan man som erhvervsdrivende kan skabe merværdi for sine kunder gennem oplevelser.
Jesper Zeihlund vil desuden i samarbejde med deltagerne forsøge at udvikle en oplevelse hos aftenens vært – Skandinavisk Jura-Kalk.

Smag på Stevns

Aftenen byder også på en særlig stevnsk madoplevelse. Livsnyderen og Bonderøven tilbereder et måltid lavet med Stevns’ råvarer og vilde urter, som deltagerne skal føle, dufte og ikke mindst smage. Livsnyderen og Bonderøven vil fortælle historien bag måltidet og forklare, hvordan han selv arbejder med oplevelser i sin virksomhed.
Til måltidet kan man smage på Stevns Bryghus’ særlige verdensarvs-øl, der er brygget på Klintens vilde urter, eller man kan smage Engvangs nypressede æblemost.

Fokus på Stevns i Vækst- og Iværksætterugen

Arrangementet henvender sig primært til erhvervsdrivende, der gerne vil arbejde med oplevelser, og som er interesserede i den generelle erhvervsudvikling på Stevns og betydningen af Stevns Klint i denne sammenhæng.
Anledningen til arrangementet er den internationale Vækst- og Iværksætteruge i uge 47, som afholdes i ikke mindre end 150 lande. I Danmark kan man i løbet af Vækst- og Iværksætterugen opleve mere end 200 forskellige arrangementer i hele landet.
Du kan læse mere og tilmelde dig på https://billetto.dk/events/oplevelsesoekonomi.